AQUILA Motorsport, bestående af Jan Ørnhøj Jørgensen, Vestbirk, og Line Lykke Jensen, Odense, deltog i weekenden i 4. afd. af det danske mesterskab i rally også kaldet DRC, Danish Rally Championship, for at fortsætte kampen om mesterskabet i klassen for klassiske rally biler mellem 1601 og 2000 ccm.

I 3. afd. i Sønderborg tilbage i juni lykkedes det for Jan og Line at vinde deres klasse hvilket placerede dem på en sammenlagt 2. plads i mesterskabet og derfor var der ekstra pres på til weekendens løb.

Forberedelserne startede allerede fredag morgen med at gennemkøre de 12 hastighedsprøver og lave de såkaldte noter som er nødvendige for at kunne gennemkøre hastighedsprøverne på kortest muligt tid og derfor er altafgørende for at lave et godt resultat.

Samarbejdet fungerede perfekt og noterne var færdige før den afsatte tid så den resterende tid blev brugt på at gennemteste noterne på udvalgte prøver for at være bedst muligt forberedt til løbet.

For AQUILA Motorsport startede løbet lørdag kl. 8.58 med de 3 første hastighedsprøver. Der blev lagt ud med fuld gas fra første meter og efter de første 3 prøver førte teamet klassen med 18 sekunder hvilket var en rigtig god start men lidt en overraskelse.

Konkurrenterne slog tilbage på de 3 næste prøver hvilket betød at teamet var sat tilbage på en 2. plads. Det betød at der ikke kunne slappes af på gassen på de sidste 6 prøver og at der skulle kæmpes til sidste meter.

Prøve 7 blev kørt på nøjagtig samme tid som konkurrenten på 1. pladsen så kampen fortsatte på de næste prøver men der blev teamet overhalet med 20 sekunder af samme konkurrent. Det betød en mindre optimistisk stemning i bilen men løbet var ikke slut endnu.

De 3 sidste prøver blev kørt med fuld attack, fuld koncentration og uden informationer om konkurrenternes prøvetider. Jan udtalte ved mål: ”Det er gået op og ned i dag men vi kæmpede til sidste meter og det lykkedes. Det er fedt.”

De 2 værste konkurrenter fik desværre tekniske problemer hvilket betød at teamet vandt deres klasse med mere end 1,5 min. til den nærmeste konkurrent. Weekendens resultat bringer teamet op på en samlet 1. plads i mesterskabet med 2 afd. tilbage.

5. afd. køres i Roskilde den 10. september og finalen køres den 28. og 29. oktober i Herning i forbindelse med Biler for alle.

 

 

 

Chart.dk